Aarhusianske tandlægestole gavner i Grækenland

En hjælpende hånd til hjemlandet. Det var tanken bag, da lektor, ph.d. og dr.odont. på Aarhus Universitet, Andreas Stavropoulos tog initiativ til at sende Tandlægeskolens gamle stole til Grækenland.

27.11.2012 | Helle Horskjær Hansen

De 35 år gamle stole fra Tandlægeskolen på Aarhus Universitet har fået nyt liv i Grækenland, hvor de nu står på Tandlægeskolen i Thessaloniki.

50 år gamle barberstole med en hæve- og sænke pedal. Det var, hvad patienterne på en af klinikkerne på Tandlægeskolen i Thessaloniki i Grækenland blev bedt om at sætte sig op i, når de skulle til tandeftersyn.

Også på universiteterne har den økonomiske krise i landet ramt hårdt. På Tandlægeskolen i Thessaloniki er udgifterne cirka 20 gange større end indtægterne.

”Det gør ondt at se, at de skal kæmpe så meget for at få det hele til at hænge sammen. De yder en stor indsats dernede,” fortæller Andreas Stavropoulos, som er født og opvokset i Grækenland.

På den græske tandlægeskole er de blevet nødt til at opkræve betaling for studenterbehandlinger, men da patienterne ikke har mange penge i forvejen, giver det ikke de store indtægter. Derfor stod nye stole ikke øverst på indkøbslisten.

Hjælpen betyder meget

Så da Tandlægeskolen i Aarhus skulle have deres 35 år gamle stole skiftet ud, fik Andreas Stavropoulos ideen til, at de kunne få nyt liv i hans gamle hjemland.

”Jeg fik det finske firma, der havde overtaget de gamle stole, til at donere dem til Tandlægeskolen i Thessaloniki. Firmaet har gjort en stor indsats med at koordinere, at stolene blev hentet, opbevaret og sendt af sted i to containere til Grækenland. Og det betyder rigtigt meget for mig, at jeg kan hjælpe,” fortæller han.

Og i Grækenland er de taknemmelige for initiativet fra den danske tandlæge.

”Vi er utroligt glade for vores ’nye’ stole. De er allerede blevet taget i brug, og de fungerer godt. Vi takker både Aarhus Universitet og firmaet, som havde overtaget de brugte stole, for donationen,” fortæller Georgios Palanghias, der er institutleder på Tandlægeskolen i Thessaloniki.

Yderligere oplysninger

Lektor, dr.odont. Andreas Stavropoulos
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi
Direkte telefon: 8716 8126
andreas.stavropoulos@odontologi.au.dk

Health