Deformiteter i kæben er ny professors fokus

Thomas Klit Pedersen er blevet ansat som professor på Aarhus Universitet ved Institut for Odontologi. Her skal han blandt andet kigge på afvigelser i vækst og udvikling af kæber – specielt, det der handler om sygdom i kæbeleddene. Forskning, der især er vigtig for børn med leddegigt.

10.10.2012 | Helle Horskjær Hansen

Thomas Klit Pedersen er ny professor på Aarhus Universitet. Han forsker i sygdomme i kæbeleddene

Sygdom i kæbeleddene kan påvirke udviklingen af kæbeled og kæbernes stilling, vækst i underansigtet og den måde, tænderne bider sammen på. Og det kan i mange tilfælde føre til, at kæberne ikke bliver udviklet ordentligt, og det kan give gener i form af dårligt sammenbid og tyggefunktion.

Thomas Klit Pedersens forskning fokuserer på, hvad det er for forhold i kæbeleddet, der gør, at misdannelserne udvikler sig.

”På længere sigt regner vi med, at der bliver udviklet behandlingsmetoder, som gør, at afvigelser i væksten kan undgås,” fortæller Thomas Klit Pedersen.

Forskningsområdet er først og fremmest vigtigt for børn med leddegigt, men det er også vigtigt for de mange patienter, der lider af problemer i kæbeleddene, som fører til abnorm udvikling.

Thomas Klit Pedersen glæder sig over professoratet.

”Det er en mulighed for, at faget ortodonti, hvis fokus altid har været vækst og udvikling af ansigtet, træder ind på de områder, som i langt højere grad handler om de genetiske, immunbiologiske og regenerative muligheder. Og hvor der er mulighed for at anvende dem direkte i klinikken,” siger han.

Yderligere oplysninger

Professor Thomas Klit Pedersen
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi
THOMAS.KLIT@ODONTOLOGI.AU.DK

Health, Navne