Effektiv smertelindring med hypnose

Mere livskvalitet og mindre medicin. Patienter med kroniske ansigtssmerter har stor effekt af klinisk hypnose. Det viser forskning fra Sektion for Klinisk Oral Fysiologi ved Institut for Odontologi, Aarhus Universitet.

16.06.2014 | Henriette Stevnhøj

Randi Abrahamsen i klinikværelset med en patient, som modtager hypnosebehandling. Billedet er opstillet til lejligheden.

Tandlæge og hypnoterapeut Randi Abrahamsen er ph.d. fra Sektion for Klinisk Oral Fysiologi. FOTO: Henrik Petit.

Tandlæge, ph.d. og hypnoterapeut Randi Abrahamsen har ikke været i tvivl om effekten af hypnose over for patienter med smerter i ansigtet. Siden hun som ung tandlæge så en ældre kollega hypnotisere en forpint og angst patient, har hun tilegnet sig kompetencerne og brugt det flittigt i sin tandlægegerning. Hun blev dog efterhånden så provokeret af hele tiden at blive skudt i skoene, at hypnose var hokuspokus, som ikke hørte hjemme i det konventionelle sundhedsvæsen.

Så hun lavede en ph.d.-afhandling om klinisk hypnosebehandling af smertepatienter ved Institut for Odontologi ved Aarhus Universitet. Og resultaterne er overbevisende. Af de 44 patienter med kroniske smerter i ansigtet, der fik hypnose som smertelindring, havde 42 effekt af behandlingen. Halvdelen oplevede, at de fik halveret smerter i ansigt, tyggemuskler og kæbeled, til trods for, at de var kroniske smertepatienter gennem mere end 10 år i gennemsnit. Til sammenligning oplevede patienter fra kontrolgruppen ingen effekt af placebobehandlingen, som bestod af afslapningsøvelser.

For de behandlede patienter betød det også, at de kunne trappe medicinforbruget betragteligt ned. Og en ikke uvæsentlig sidegevinst var, at behandlingen havde stor betydning for patienternes trivsel generelt.

”Når man lever med stærke smerter, kommer de let til at overtage dit liv. Det er smerterne, som bestemmer, om du skal gå til sport, være social eller hvordan du sover. Mange patienter undlader at tage fat på aktiviteter, de forventer, kan udløse smerter. På den måde kan et liv med kroniske smerter blive meget begrænset”, siger Randi Abrahamsen. 

Hjerneaktivitet under smerte


En hypnosebehandling består i at lede patienten ind i trance. Det er en halvvågen tilstand, som kan sammenlignes med den tilstand, man befinder sig i, lige før man vågner og ligger under den varme dyne. Man er kontaktbar, men kan næsten ikke tage sig sammen til at slå øjnene helt op. I denne tilstand kan Randi Abrahamsen ved hjælp af hypnose lede patienten tilbage til det område, hvor smerten er registreret og herefter ’lukke sig væk’ fra smerten. I ph.d.-studiet blev patienterne hjerneskannet, før og under hypnosen, og optagelserne viste, hvordan aktiviteten i hjernens smertecenter blev reduceret.

”Det er patientens egen tankekraft, som påvirker nogle reaktioner, vi normalt ikke har indflydelse på, ” forklarer Randi Abrahamsen.

Hun er meget påpasselig med at holde sig til smertebehandlingen. Også selv om mange af patienterne også trækkes med depressions – og angstsymptomer.

”Stort set alle patienterne i studiet led af angst- og depressionssymptomer, og flere oplevede en lindring af symptomerne, da deres smerter blev mindsket. For patienter gjaldt det, at de simpelthen fik mere overskud til at håndtere deres andre problematikker, når smerten ikke fyldte så meget”, fortæller Randi Abrahamsen. 

Randi Abrahamsen er medlem af Dansk Selskab for Klinisk Hypnose, som tæller medlemmer fra alle hjørner af sundhedsvæsenet, fra jordemødre til tandlæger, læger og fysioterapeuter. Og hun kan sagtens forestille sig, at hypnose får en langt større udbredelse end i dag.

”Potentialet er stort. Klinisk hypnose er et billigt tilbud uden bivirkninger, som mange smertepatienter kan have gavn af”, siger Randi Abrahamsen.


Artiklen om tandlæge. ph.d. Randi Abrahamsen er bragt i magasinet UdForsk/juni 2014, som udgives af Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Læs bladet i pdf-version

 

Health