Tandlæge fra AU modtager international pris

Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, Rubens Spin-Neto modtager pris for sin forskning i billeder optaget med en CBCT-scanner. Forskning, der på sigt skal sikre, at patienter bliver udsat for minimal røntgenstråling, når de bliver scannet hos tandlægen.

02.09.2014 | Malene Løvig Nielsen

Hvad betyder det for billedets kvalitet og patientens endelige diagnose, hvis patienten har bevæget sig under scanningen hos tandlægen? Det forsøger Rubens Spin-Neto at finde svar på i sit forskningsprojekt.
Og for den forskning har han netop modtaget European Association of Dento-Maxillo-Facial Radiology’s forskningspris.

”Det er en stor anerkendelse at have modtaget prisen. Det bekræfter ligeledes, at vores forskning er anerkendt og relevant ude i verden,” siger Rubens Spin-Neto.

Forskeren håber at finde måder, hvorpå man kan sikre, at patienter, som bliver scannet, ikke bevæger sig i en sådan grad, at det går ud over billedkvaliteten. Hvis patienten alligevel efter instruktion bevæger sig, kan undersøgelsen i de fleste tilfælde stoppes før der er afsat stråling. Han fokuserer derfor på, at personalet skal uddannes grundigt i brug af CBCT-scannere.

”Det personale som udfører scanningen skal forstå, hvilke problemer der er forbundet med scanningen. Først og fremmest skal patienterne udsættes for så lidt stråling som muligt. Så scanningen skal være optimal første gang og gentagelse skal undgås. Hvis der alligevel har været bevægelse skal undersøgeren vide, hvornår denne er kritisk for diagnostikken, og hvornår det skal medføre en gentagelse af undersøgelsen” siger Rubens Spin-Neto.

Rubens Spin-Neto er uddannet specialtandlæge fra Sao Paulo State University i Brasilien. I dag er han i gang med sit andet ph.d.-studie på Institut for Odontologi på Aarhus Universitet. Professor Ann Wenzel er vejleder på forskningsprojektet.

Hvad er en CBCT-scanner?

En CBCT-scanner udsender røntgenstråler. Scanneren roterer om patientens hoved, og tager næste 600 billeder, der skaber et tredimensionelt billede af hovedet. Scanningsmetoden bruges bl.a. ved implantatbehandling, rodbehandling og tandregulering.

Yderligere oplysninger

Specialtandlæge, ph.d.-studerende Rubens Spin-Neto
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Direkte telefon: 8716 7457
Mobiltelefon: 4243 4836
rsn@odont.au.dk

Institut for Odontologi