To fremtrædende forskere er hædret med forebyggelsespris

AU-professorer fra tandforskningens superliga deler stor, international hæder. De modtager prisen for deres bidrag til forskning i at forebygge tandsygdomme.

12.06.2013 | Henriette Stevnhøj

Vibeke Bælum og Bente Nyvad, begge professorer fra Institut for Odontologi ved Aarhus Universitet, er modtagere af den prestigefyldte pris ’The Yngve Ericsson Prize’. De to professorer får prisen for deres nyskabende forskning, der har dannet grundlag for andre principper for diagnostik og behandling af caries og paradentose.

Vibeke Bælum er professor i oral epidemiologi og folkesundhed og har i sin forskning fokuseret på, hvordan man astholder et funktionsdueligt tandsæt hele livet. Hun har desuden undersøgt, hvilken betydning caries og paradentose har for tab af tænder.

Bente Nyvad er professor i kariologi og har forsket i bakterier på tandflader. Hendes kombination af forskning i mikrobiologi i munden og klinisk cariesforskning har øget opmærksomheden på, at huller i tænderne med fordel kan behandles uden fyldningsterapi.

’The Yngve Ericsson Prize’ er indstiftet af den svenske ’Patentmedelesfonden för Odontologisk Profylaxforskning’ og uddeles hvert tredje år. Fonden er den største private bidragsyder til forskning i forebyggelse af tand- og mundsygdomme.

Med hæderen følger 47.000 EUR, som de to modtagere skal dele. Det er anden gang, at prisen går til Aarhus Universitet. Første modtager var dr.odont. Ole Fejerskov i 2003.

Prisen bliver formelt overrakt den 4. juli 2013 ved en international cariesforskningskongres i Liverpool i England.

Yderligere oplysninger

Professor, dr.odont. Vibeke Bælum
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi
Direkte telefon: 8716 7975
baelum@soci.au.dk

Professor, dr.odont. Bente Nyvad
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi
Direkte telefon: 8716 8095
bente.nyvad@odontologi.au.dk

Health, Institut for Odontologi, Priser